Codan har sit navn fra havet omkring Danmark: Sinus Codanus, der er det latinske navn for Østersøen. Rødderne fører tilbage til England i 1781, og i dag er koncernen et resultat af en række fusioner gennem årene. Codan-koncernen er Skandinaviens tredjestørste forsikringsselskab med flagskibene Codan i Danmark og Trygg-Hansa i Sverige. Desuden driver vi forsikringsvirksomhed i Norge, ligesom vi er markedsledende i Baltikum gennem det litauiske Lietuvos Draudimas og det lettiske Balta. Vores primære produkter er skadesforsikringer til både erhverv og privat, samt sundhedsforsikringer.
I 2007 blev Codan efter mere end 40 år afnoteret på Københavns Fondsbørs, og ved indgangen til 2008 var RSA eneejer af koncernen. Dermed er Codan i dag en vigtig hjørnesten i et internationalt forsikringsselskab med ca. 20 millioner kunder i mere end 130 lande. RSA har mere end 22.000 medarbejdere fordelt på 33 lande rundt om i verdenen.
Fra blå til lilla
I 2008 relancerede Codan sit brand i Danmark og Norge. Den nye visuelle identitet er en klar markering af, at det på mange måder er nye tider i Codan. Vi har søsat en række målrettede initiativer, som skal styrke vores position på markedet som et nordisk selskab med stærke internationale bånd. Med det nye brand har vi samtidig internt i virksomheden skabt ekstra fokus på, hvilken kultur vi ønsker at opbygge, så vi i højere grad kan leve op til vores kunders forventninger.